Fagmiljøer på Bavnehøj Skole

På Bavnehøj skole er de eksisterende rammer, i udskolingen, ændret så de understøtter det enkelte fag og den enkelte elev.

Fakta

Beliggenhed

Bavnehøj Skole
Koltvej 17-19
8361 Hasselager

År

2017

Areal

1200 m2

Type

Modernisering
Design af specialinventar og indretning

Nye fagmiljøer til udskolingen på Bavnehøj Skole

Skolen ser sig selv som et lærings- og praksisfællesskab, hvor undervisning tilrettelægges efter elevens nærmeste zone for udvikling, baseret på Lev Vygotskys teori om ”Zonen for nærmeste udvikling” ”Læring er kun god, hvis den skrider frem foran udviklingen. Så vækker og kalder den til live et helt sæt af funktioner, som er på modningsstadiet, som ligger i zonen for nærmeste udvikling”. Mulighederne for læring tilrettelægges i situerede fællesskaber, hvor også medlæring fra andre elever indtænkes som del af det pædagogiske rum.

Det er bl.a. på ovenstående pædagogisk-teoretiske fundament, at vi har indrettet udskolingsområdet på Bavnehøj Skole med funktionsopdelte undervisningslokaler. Rammerne giver mulighed for, at eleverne kan arbejde projektorienteret, hvor det udvalgte område kritisk undersøges og analyseres, og hvor der er plads til, at eleven, enten enkeltvis eller sammen, eksperimenterer med de artefakter, der tilhører faget/faggruppen, og hvor der også gives gode rammer til teoretisk fordybelse, diskussion/samtale og samarbejde med andre elever i større eller mindre grupper/klasser. Formålet er at gøre undervisningen virkelighedsnær og relevant. Diskussionerne er der, hvor eleverne afprøver sig selv og den nye læring sammen med andre elever og/eller med læreren, og herigennem sker den faglige, demokratiske og sociale dannelse i et åbent og lærende fællesskab.

Projektværkstedet

Projektværkstedet understøtter de kreative processer i undervisningen, hvor eleverne kan arbejde med mere skabende og kreative processer i mindre grupper. Traditionelt forlader eleverne klasselokalet, når de skal arbejde i grupper, enten fordi lokalerne ikke understøtter dette arbejde, eller fordi der ikke er plads nok. Med projektværkstedet har vi etableret et rum, hvor arbejdet i mindre grupper er den primære aktivitet og at rummet sekundært er indrettet til formidlingsaktiviteter og individuelt arbejde.

En rumdeler som et identitetsbærende element

I mange af faglokalerne er en decentral rumdeler med til at dele lokalet op i mindre rumligheder. Dette giver flere muligheder for at differentiere undervisningen med rum som understøtter forskellige aktiviteter. Samtidig tjener rumdeleren til formål som et identitetsbærende element i det enkelte faglokale.

Kulturfagsværkstedet

I kulturværkstedet undervises der i fagene samfundsfag, historie og religion(kristendomskundskab) ud fra principper om projektarbejdsform, indlevelse, aktiv deltagelse og bevægelsesorienterede aktiviteter.  Undervisningen understøtter den hermeneutiske kritisk-konstruktive pædagogik, hvor eleverne gennem undersøgelse og diskussion med hinanden opnår forståelse for sammenhænge mellem historiske forudsætninger, begivenheder og samfundsudvikling, og hvor eleverne på denne baggrund gennem diskussioner afprøver og danner sig deres egne holdninger – altså gennemgår en demokratisk dannelsesproces omkring forståelse for forudsætningerne for udvikling af forskellige livsvilkår, samfundsformer og – indretning i verden, sådan at de bedre forstår deres egen samtid og kan reflektere over deres – og samfundets fremtidsmuligheder.

I kulturfagsværkstedet er der mulighed for:

Formidlingsaktiviteter hvor man kan tage noter
Individuel fordybelse i dokumentation
Bevægelsesorienterede aktiviteter i form af små rollespil.
Udstilling af produkter/materialer