Daginstitution i Tranbjerg

Den nye daginstitution i Tranbjerg skaber tryghed og trivsel for det enkelte barn i nogle stærke fællesskaber i et inspirerende miljø med fokus på musik og drama.

Fakta

Beliggenhed

Tranbjerg

År

2018

Areal

944 m2

Bygherre

Aarhus Kommune

Samarbejdspartnere

Hustømrerne A/S
Proces Arkitekter
Midconsult
Learning Spaces

Ny daginstitution i Tranbjerg – Musikkens hus

Den nye daginstitution i Tranbjerg bryder med rækkehusenes langstrakte fodaftryk og skaber en solitær bygning med sit eget udtryk. Byggeriet markerer sig med et helt særegent udtryk af forsætninger og fortandinger i facaden, og den kompakte bygning fremstår både legende og eksklusiv.

I projektet har vi haft fokus på tidsløse, robuste og naturlige materialer, som tilføjer varme og liv til byggeriet og som patinerer på en smuk måde.

Dagslyset dybt i bygningen sikres gennem en stor atriumgård, som også fungerer som et stille og skærmet supplement til legepladsen, som aktivitetsområde i forbindelse med teater og musik eller som et trygt ude-område til de mindste vuggestuebørn.

Landskab og legeplads

Vi har arbejdet med at skabe et gode uderum til leg, læring og bevægelse for mange børn ’hver dag – mange timer – året rundt’. Legepladsen er organiseret, så den supplerer de indvendige rum på en ligeværdig måde, hvor en aktivitet fra et grupperum ligeså godt kan flyttes udenfor. Således er legepladsen også zoneopdelt med aldersrelaterede aktivitetsområder, som stimulerer de forskellige udviklingstrin.

Legepladsens udformning forholder sig til bygningens ”takkede” form og tilpasser sig landskabet ved at graduere fra et stramt styret kulturlandskab tættest på bygningen til et mere vildt, organisk og naturligt landskab jo længere, man kommer væk fra bygningen. Mindre børn skal således kunne lege i ’trygge’ områder tæt på bygningen og tæt på voksne, mens større børns motoriske legemuligheder foregår længere væk fra bygningen.

Organisering og trygge zoner

Vi har udarbejdet en organisering, som passer til institutionens ønske om interne nærheder og fleksibilitet i forhold til ændrede fremtidige forhold samt ønsket om at trække musik og drama ind i dagligdagen.

Projektet er bygget op med en meget kompakt grundstruktur, som giver børnene en ligeværdig adgang til fællesarealer og udeområder via cirkulationssarealet rundt om bygningens atriumgård. Hertil kobles de forskellige enheder og fællesfunktioner, hvilket skaber et sammenhængende flow mellem institutionens funktioner og er med til at samle og inkludere alle i det store fællesskab. Samtidig er bygningen disponeret i decentrale enheder, som muliggør en yderligere opdeling i trygge zoner, hvor børnene kan føle et særligt tilhørsforhold.

Fællesrum

Fællesrum, børnekøkken, værksted og musikrummet er placeret i direkte forbindelse med den gennemgående cirkulationsåre. Samtidigt er de med placeringen i det nordvestlige hjørne placeret, så det er muligt at åbne for beboere og brugere fra lokalsamfundet og stadigt låse af for resten af institutionen.

Fællesrummet vil fungere som et ”torv” og er placeret centralt i bygningen med stærk kobling til børnehaveafsnittet, i sammenhæng med børnekøkken, køkken og musiklokale. Således fungerer det som et mødested for hele institutionen, hvor børnene kan samles i ydertidspunkterne på tværs af grupperne. Fællesrummet har adgang til en stor terrasse, hvor det med en udendørsscene er muligt at trække musiske aktiviteter udenfor, når vejret tillader det.

Grupperum

I de tre børnehaverum, samt et enkelt af vuggestuerummene, er der indrettet et mindre aflukket lokale. Lokalet er bygget op af en reolvæg med store vinduesåbninger og er dermed stadig koblet sammen med det store grupperum. Dette giver mulighed for at differentiere zonerne til eksempelvis stille aktiviteter eller vild leg.

Grupperummene indeholder alle mulighed for at rumme en spisesituation, og det er samtidigt muligt at trække direkte ud i det store fællesrum for børnehavebørnene og i det mindre fællesrum for vuggestuebørnene.

Rumlig differentiering

En stor variation af rumligheder bestående af mere eller mindre aktive opholdszoner sikrer et varieret lærings- og udviklingsmiljø – her inviterer rummene til bestemte aktiviteter og fungerer således som den 3. pædagog.