Synergien – ny skole i Brande

Et samlingssted for læring, kultur og sport – et levende hus for både skolens elever og lokalsamfundet.

Fakta

Beliggenhed

Brande

År

2019-2021

Areal

Ca. 10.000 m2

Bygherre

Ikast-Brande Kommune

Type

Vundet totalentreprise

Samarbejdspartnere

NCC Danmark
GPP arkitekter
byMunch by- og landskabsdesign
Sloth Møller Rådg. Ingeniører

Den egentlige rigdom og ressource i skoler er det liv, børnene tilfører

Derfor er ambitionen med den nye skole i Brande at skabe fremtidens læringsunivers, hvor børns udvikling og trivsel er i centrum, så liv og læring kan blomstre i skolens læringslandskab. Det gør vi ved at have fokus på, hvordan vi skaber fysiske læringsrum, som ikke kun tager højde for pædagogiske og organisatoriske visioner, men også fokuserer på hvordan vi laver rum, der understøtter børns udviklings- og læringspræferencer. Første skridt i den proces er at anerkende at børn er forskellige og derfor også behøver forskellige rum, for at understøtte disse meget varierende læringspræferencer.

I Synergien er bygning og park vævet sammen i et fabulerende læringslandskab, der bliver hele byens nye lære- og værested. Med udgangspunkt i skolens værdisæt og med inspiration fra FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling, er byggeriet en skole til fremtiden.

Skolen som en ny identitetsmarkør for området

Projektet omfatter opførelse af en ny skole disponeret omkring et fælles læringslandskab med to spor i indskoling og mellemtrin, fire spor i udskoling, afdeling for børn og unge med særlige behov, multisal, musisk område, SFO og klub. Hertil knyttes en række af byens funktioner; fællesbibliotek, borgerservice, lokalhistorisk arkiv, musikskole, dagplejefaciliteter og sundhedsafsnit med tandpleje og sundhedsplejerske.

Den nye skole vil åbne sig mod omgivelserne og fungere som byens hus – et sted, der signalerer åbenhed og imødekommenhed overfor nærmiljøet. Et sted, der tilfører Brande nye kulturtilbud og muligheder. Vi skaber et hus, der lever over hele dagen og som inviterer indenfor.

Selve skolen skal opleves som en identitetsmarkør for området, og skal udnytte den særlige placering i byparken til at skabe et levende og indbydende hus for både skolens elever og lokalsamfundet. Midt i byparken, byens grønne oase, vil den nye skole flette sig sammen med landskabet og Brande Hallerne og derved give et løft til hele området, hvor huset vil tone frem som samlingspunkt for læring, kultur og sport med en række af tilbud og aktiviteter til gavn for både skolens brugere, men også lokalsamfundet.

Kombinationen af skole, kultur og sport samlet i byens park er helt unik. Placeringen og det ambitiøse program er med til at skabe et mangfoldigt hus, hvor folk færdes på tværs af alder og køn, og inspireres af hinanden – et åndehul og mødested i byen.

Parken ind i skolen – skolen ud i parken

Med udgangspunkt i grundens placering syd for Brande Hallerne, disponeres Synergien som en kompakt 3 etagers bygningsstruktur, der naturligt tilpasser sig hallerne og lægger sig som en levende bebyggelse, der åbner sig op mod området. Den overordnede bygningsstruktur fremstår som en forening af skolens og kulturens forskellige bygningsafsnit, der huser de tre basisafsnit og fællesbiblioteket.

Bygning og landskab er vævet sammen, både ude og inde. Det nye hus er udformet som en del af parken, ligesom parken er trukket med helt ind i bygningen i form af en stor central gårdhave. Skolen og de øvrige offentlige, samt kulturelle funktioner danner et patchwork af tilbud, der indgår i et sammenhængende, indre læringslandskab af forbundne rumligheder og oplevelser.

Det er projektets intention at bevare og styrke dette grønne frirum og skabe rum og rammer, der lever over hele dagen og året. Projektet arbejder derfor bevidst med at bevare de eksisterende træer på grunden, i det omfang det er muligt, og skabe attraktive grønne frirum, som både skole og by kan få gavn af.

Et multianvendeligt læringslandskab

Centralt placeret i læringslandskabet ligger skolens hjerterum i forlængelse af biblioteket og i direkte tilknytning til skolens multisal og aktivitetsrum via fleksible foldevægge. Herfra er der god forbindelse til alle skolens afdelinger, og de tre etager er rumligt forbundet af flere dobbelt- og trippelhøje rum. Sammen med den store gårdhave skaber det et lyst og rummeligt fællesareal med inspirerende visuelle sammenhænge på kryds og tværs i bygningen.
Placeringen sikrer, at skolen kan benytte hjerterummet som en et stort samlingsrum, og at de enkelte rum også i hverdagen kan benyttes hver for sig. Det understøtter et inspirerende og multianvendeligt læringslandskab.

Biblioteket indrettes med forskellige zoner, herunder børnebibliotek, ungdomsafsnit, lokalhistorisk arkiv, bogsamling, café, makerspace og meget mere. En kombination af løst inventar og ”rummøbler” skaber mange rum i rummet, der kan bruges til ophold, gruppearbejde eller fordybelse.

Læringsmiljøer – basislokale med tre zoner

Selvom stamlokalerne har et enslydende program med læringsmiljøets tredeling, er der stor forskel på, hvordan det kommer til udtryk i de tre basisområder. Børnene er forskellige steder i deres udvikling, og har derfor forskellige behov.

Fælles for de tre basisområder er, at alle stamlokalerne har en indbygget niche, der aktiverer rummet både indvendigt og fra fællesarealet. I stamlokalet bruges nichen aktivt til at differentiere læringsmiljøerne, mens der i tilknytning til klassen bliver en gruppearbejdsplads. Den nære gruppearbejdsplads giver læreren mulighed for at sende enkelte elever ud at arbejde i fællesarealet uden at miste opsyn.

Indskoling
I indskolingen er børnene små, og skal stadig lære at gå i skole. På grund af deres størrelse og udviklingstrin kan de ikke i samme grad som mellemtrins- og udskolingselever overskue og forholde sig til store rum. Derfor foreslås indskolingslokalerne opdelt af en let reolvæg, så der opstår tre mindre zoner – en til leg, hygge og formidling, en anden til samarbejde og en tredje til kreativt arbejde. Langs den ene væg er der placeret fordybelsespladser til de elever, som af og til har brug for at sidde med ryggen til fællesskabet for at finde ro.

Mellemtrin
På mellemtrinnet er eleverne blevet ældre, og kan i højere grad forholde sig til større rum. Der bliver stillet større krav fagligt, og eleverne skal på mellemtrinnet også begynde at præsentere og diskutere med hinanden. Derfor er formidlingsnichen i mellemtrinslokalet erstattet af en demokratitrappe velegnet til diskussion og samtale, da trappens vinkel gør det muligt for eleverne at se og snakke med hinanden uden at skulle vende sig.

Udskoling
I udskolingen er eleverne blevet mere modne, og har en højere koncentrationsevne end indskolings- og mellemtrinseleverne. Derfor er formidlingstrappen erstattet af “hænge-ud”-nicher, hvor der er både formelle og uformelle pladser til gruppearbejde. Formidling foregår i stedet i hele lokalet, hvor eleverne vender sig på deres kontorstole mod den person, som formidler.