Udgivet d.

SMAK har udviklet en modulbaseret opbevaringsserie

SMAK var for et par uger siden repræsenteret til Trends & Traditions i Lokomotivværkstedet, da SMAK i samarbejde med Holmris B8 har udviklet en modulbaseret opbevaringsserie. Og serien blev taget godt imod.

Alt for ofte er opbevaringsplads bare en eftertanke i rumindretningen. Men på institutioner og skoler, hvor opbevaringskravene er mange og forskelligartede, findes der ikke nogen ”one-size-fits-all”. Ofte ender opbevaringen med at rode mere end den skaber klarhed, hvis man bare placerer et par hvide skabe i hjørnet.

Derfor har vi udviklet en opbevaringsserie, hvor forskellige indsatser gør det muligt for skolerne selv at designe deres skabe, arbejdsborde og -stationer afhængigt af hvilke behov, arbejdsmetoder og undervisningsaktiviteter, der skal understøttes. Derudover er der mulighed for at flytte indsatserne på tværs af elementerne, hvis man ønsker en anden opbygning.

Udover de mange opbevaringsmuligheder består serien også af en række niche-moduler til fordybelse, ophold og gruppearbejde. Det giver eleverne mulighed for at arbejde differentieret og variere deres arbejdsplads i løbet af dagen. På den måde kan perifere kvadratmeter udnyttes til ekstra lærings- og opholdsrum i f.eks. gangarealer og undervisningsrum. Store skumpuder kan tages ud af opbevaringsmodulet, hvor eleverne enten kan slænge sig på puderne eller fordybe sig med en opgave i nichen, hvor puden før var placeret.

For at have minimal spild af materiale er skumpuderne skåret ud af samme form, der danner nichen i opbevaringsmodulet.

Om messen

Trends and Traditions er en messe, hvor du som besøgende både kan blive udfordret og inspireret af forskellige foredragsholdere og af de i alt 140 møbelproducenter, der udstiller deres designs.